Mere uddannelse siger Landsstyret
Uddannelse er nøgleordet i Landsstyrets forslag til næste års finanslov.
Det fremgik da Landsstyremedlem for finanser, Josef Motzfeldt, i dag fremlagde Grønlands husholdningbudget.
Uddannelse, uddannelse, uddannelse. Hvis man skulle give dagens udmeldinger fra Landsstyret, var det ordene ”mere uddannelse” man bed mærke i.
I dag har 1/3 af befolkningen i Grønland en kompetencegivende uddannelse, og målet er, at få tallet op på 2/3 i 2020.
For at kunne tage de første skridt hen imod målet, vil der blandt andet blive hentet penge fra trafikområdet.
Med virkning fra den 1. januar 2006, stopper Landsstyret servicekontrakten med Arctic Umiaq Line, og en række driftstilskud til erhverv, fiskeri og fangst vil også blive ramt af besparelser.
I stedet ser Landsstyret gerne, at der oprettes en fiskeriudviklingsfond, som erstatning for tilskudsformen ESU. Udover det, er planen også, at oprette en erhvervsudviklingsfond.
Men Landsstyremedlemmet for finanser, Josef Motzfeldt, understreger dog, at trafikområdet ikke bliver beskåret fra det ene år til det andet:
- Der er tale om en proces, der har kørt siden 2003, og som skal køre frem til og med 2007. I den 6-årsperiode skal tilskuddene til trafikområdet nedsættes med 95 millioner kroner, og dt vil blandt andet gå ud over Arctic Umiaq Line, siger landsstyremedlem for finanser, Josef Motzfeldt.
Demokraternes formand, Per Berthelsen, glæder sig over de fortsatte besparelser på finansloven, men advarer om, at økonomien ikke tegner for lyst, fordi væksten ikke er så stor, som forventet.
Radioavisen har forgæves forsøgt, at indhente en kommentar fra Kattusseqatigiit, mens Atassuts forkvinde Augusta Salling lige har modtaget forslaget, og først vil udtale sig, når hun er kommet ind i sagerne.