Bølge af selvmordstrusler i Illoqqortoormiut

aggustip 09-at 2005 10:52

21 selvmordstrusler, 2 selvmordsforsøg og 1 selvmord. Det er realiteterne i Illoqqortoormiut i første halvår.

Selvmordet, der fandt sted i begyndelsen af juli, satte en bølge af selvmordstrusler i gang, fortæller byens politimand, Eigil Lyberth:

- Siden dengang har der altid været minimum to personer om ugen, der har truet med selvmord. Efter et selvmord er der altid en kædereaktion og byen har brug for psykologhjælp til at løse problemet, siger Eigil Lyberth.

Faktisk er hjælpen allerede på vej, oplyser kommunens socialchef, Juliane Larsen:

- Der er planlagt samarbejde med en behandler, så det er snart på plads. Det handler om at vi skal have en misbrugsbehandling i 5-6 uger op at køre.

Allerede i morgen ankommer en konsulent fra Paarisa, som skal holde møde med sundhedsudvalget og der vil blive holdt borgermøde i løbet af ugen.

På landsplan er der ifølge Radioavisens oplysninger i år foreløbig registreret 36 selvmord og 24 forsøg på selvmord.