I Kullorsuaq, én af Upernaviks bygder, har de fået tegninger nok til indtil flere nye skoler, men de har stadig ikke fået bygget en, selv om den er stærkt tiltrængt.
Alle var glade da den første tegning kom i 2001, men som skoleleder Svend Nielsen i Kullorsuaq siger, har de indtil nu kun fået papirskoler:
- Vores første papirskole på tegning med udvidelse og renovation som skulle gå i gang fik vi i 2001.
Men dengang blev den udsat til 2002, fortæller Svend Nielsen.
Sidst i juli måned, begyndte man at undre sig i bygden:
- Vi kunne ikke forstå, hvorfor der ikke rigtigt skete noget med skolebyggeriet, siger skolelederen
Via kommunen fik skolefolkene i Kullorsuaq at vide, at Undervisningsdirektoratet har vurderet, at en renovering og udvidelse af skolen er meget byggeteknisk besværlig og alt for dyr.
Så nu må man finde et nyt egnet sted til skolen, og så skal der igen nye tegninger til.
- Det koster formodentligt også flere penge med alle de fine tegninger, de laver, siger Svend Nielsen.
Der er 14 ansatte og 96 elever i Kullorsuaq skolen. Derfor mener skolelederen ikke, at skolen i sin dårlige stand kan leve op til ”Den Gode Skole”, Atuarfitsialak.
For eksempel er lærerværelset til 14 ansatte, på sølle 9 kvadratmeter.
- Lærere og elever bliver stressede, siger Svend Nielsen.