Canadas regering er i fuld gang med at samle beviser, der ikke tidligere har været offentliggjort, i striden om Hans Ø.
Det oplyser det liberale medlem af Canadas parlament Dan McTeague, der også er talsmand for den canadiske forsvarsminister.
Både Canada og Danmark gør krav på øen, der ligger nord for Grønland.
McTeague påpeger ifølge avisen The Ottawan Citizen, at Canada i tidens løb har brugt øen uden protester. Og politikeren henviser bl.a. til, at Canada under Den Anden Verdenskrig oprettede en forskningsstation på Hans Ø.
I øjeblikket er Søværnets inspektionskutter "Tulugaq" på vej fra Flådestation Grønnedal til Hans Ø for at håndhæve dansk suverænitet. Kutteren ventes at være fremme om to-tre uger.
Besætningen plejer normalt at hejse Dannebrog, da det ofte er blæst væk.
Men den canadiske politiker afviser dog, at det styrker den danske suverænitet at placere et flag på øen.
- Et flag er et flag. Det fjerner ikke Canadas krav på området, siger Dan McTeague.