Formanden for radio- og tv-nævnet, Ivalo Egede blander sig nu i debatten om KNR’s beslutning om at skære i antallet af radioaviser i august måned.
I august måned sender radioavisen blandt andet kun en morgenavis på begge sprog, og nogle udsendelser vil være kortere end normalt. Desuden sendes der heller ikke radioavis på dansk i weekenden.
Ivalo Egede kalder det en besynderlig fremgangsmåde, og påpeger KNR’s public service-forpligtelse.
- Nu hvor Qanorooq holder lukket hele sommeren, er der et endnu større behov for, at den offentlige station formidler og perspektiverer nyhedsstof herfra og fra den store verden, skriver Ivalo Egede i en kommentar.
Radioavisen har her til formiddag forsøgt at få en kommentar fra KNR’s ledelse, men det er ikke lykkedes.