Miljøministre fra hele verden kommer om fjorten dage til Ilulissat for at diskutere det fremtidige klimasamarbejde under uformelle former og ved selvsyn at se, hvordan klimaforandringerne påvirker Arktis.
Det er hjemmestyret og Danmark, der er værter ved ministermødet, som tegner til at få deltagelse fra omkring 25 lande, herunder Indien, Brasilien, Kina, USA og Japan.
Danmark bliver repræsenteret ved udenrigsminister Per Stig Møller og miljøminister Connie Hedegaard.
Hans Enoksen kommer til at have to kasketter på: som landsstyreformand er han medvært for mødet, og som landsstyremedlem for miljø og natur bliver han deltager i mødet.
Mødet varer fra den 16. til den 19. august, og programmet er opdelt i faglige sessioner med kort præsentation og rundbordssamtaler.
I modsætning til andre miljøkonferencer bliver Ilulissat ikke overrendt af embedsmænd og rådgivere, idet hver minister kun er inviteret til at medbringe én enkelt rådgiver, som ikke deltager aktivt i selve mødet.