82 klip til uddannelsessøgende

juulip 29-at 2005 10:00

Det nye klippekortssystem på uddannelsesområdet betyder, at unge der vælger forkert uddannelse for mange gange, kan komme til at stå uden uddannelsesstøtte.

Fra første august får nye studerende nemlig 82 klip uddannelsesstøtte. Derefter er det slut.

Claus Kleemann, der er afdelingschef i Grønlandsrepræsentationens uddannelses og forskningsafdeling i Danmark, forklarer formålet med det nye system.

- Formålet med at indføre klippekortet, det er dels at give de studerende større ansvar for deres eget studieforløb, og herunder tilrettelæggelsen af, hvordan de vil bruge deres uddannelsesstøtte fra hjemmestyret.

Det der hedder rammen, det ligger fast. Der er de 82 klip, det er det man har til uddannelse generelt. Men til en bestemt uddannelse får man et bestemt antal klip, som svarer til den normerede tid til den pågældende uddannelse, samt 12 måneder, det vil sige 12 klip, siger Claus Kleemann. Og fortsætter: - Hvis man så stopper den uddannelse man ellers har været i gang med, så trækker man det antal klip fra, som man ellers har brugt til den fratrådte uddannelse. Så kan man se hvor meget man har tilbage, hvis man skal starte på en ny uddannelse, siger Claus Kleemann.

Hvis man vælger den forkerte uddannelse for mange gange, går det udover hvor mange klip man har til gode, forklarer Claus Kleemann.

- Det faktisk ligesom når du bruger dit klippekort til bussen. Hvis du ikke har flere klip, så må du undlade at tage med bussen, eller selv købe et nyt. Her kan vi desværre så ikke hjælpe til med et nyt klippekort. Men man kan selv under en uddannelse vælge ar fravælge et klip, det vil sige, hvis man på nogle tidspunkter selv kan forsørge sig selv, i nogen måneder, så kan man spare sine klip. Sagde afdelingschef Claus Kleemann.