Borgerlig politiker afviser sprogforslag

juulip 27-at 2005 08:03

Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech afviser, at der kan blive tale om at stramme reglerne for, hvornår grønlændere, der rejser til Danmark, kan modtage kontanthjælp.

Der er ellers udsigt til, at et flertal bestående af de konservative, Socialdemokraterne og Venstre vil stille større krav til grønlændere i Danmark. Grønlændere skal kun kunne modtage kontanthjælp, hvis deres dansk er så godt, at de kan få job.

Kravet om danskkundskaber stilles ellers kun til indvandrere og flygtninge, og ikke til andre, der er født med et dansk pas. Og Birthe Rønn Hornbech er uenig i, at grønlænderne skal behandles som indvandrere.

- Alle danskere, grønlændere og færinger er naturligvis ligestillede i Rigsfællesskabet, siger hun i en udtalelse til Ritzau. Politikeren, der også er medlem af den grønlandsk-danske selvstyrekommission, stiller desuden spørgsmålstegn ved, om der er flertal for forslaget.

Det omstridte forslag kommer fra regeringspartneren, Det Konservative Folkeparti, samt Socialdemokraterne.

De Konservatives socialpolitiske ordfører, Tom Behnke, siger til Kristeligt Dagblad, at mange grønlændere i dag bruger kontanthjælpen som økonomisk sovepude, og det er urimeligt, mener han.