Hård kritik fra grønlandske folketingspolitikere

Allattoq Mads Lynge
juulip 26-at 2005 15:09

Grønlands to folketingsmedlemmer vil med alle tænkelige midler bekæmpe det tiltag, der kan ende med at grønlændere i Danmark, der er dårlige til dansk, kan fratages retten til kontanthjælp.

Lars-Emil Johansen føler blandt andet, at de danske politikere har en loren holdning hvad angår Grønland:

- Jeg mener at det beviser hvad danske politikere har af holdninger om Grønland og grønlændere: Nemlig, at de på den ene side påberåber sig Grønlands Rigsfællesskab med Danmark, men på den anden side ikke vil anerkende, at grønlændere har dansk statsborgerskab, siger Siumuts Lars-Emil Johansen.

Han mener i øvrigt, at man i ét og samme land ikke kan have 1. og 2.rangsborgere. Han er derfor af den opfattelse, at et sådant sprogkrav enten skal stilles til alle danske borgere, som ønsker kontanthjælp, eller også skal Grundloven ændres. Og så henviser han i øvrigt til andre dele af Danmark:

- Hvis flydende dansk skal være kravet for at kunne modtage offentlig hjælp i Danmark, så kunne jeg da forestille mig, at en række danskere i for eksempel Vestjylland og andre dele, hvor der tales alt andet end rigsdansk, kunne komme i vanskeligheder.

Også hans kollega i folketinget, Inuit Ataqatigiits Kuupik Kleist, anser det for at fratage danske borgere grundlæggende rettigheder, og lover i samme åndedrag, at ville bekæmpe dette udspil:

- Det er selvsagt uacceptabelt. Det ville det samme som at sige, at danskere, der tilfældigvis bor i Grønland, og ikke kan snakke grønlandsk, skal fratages deres rettigheder til offentlige ydelser. Så hvis lovforslaget når til folketinget, vil vi bekæmpe det med alle midler, siger Kuupik Kleist.

Med regeringspartierne Venstre og de konservative i spidsen, og med Socialdemokraterne ved siden, tegner der sig et solidt flertal i folketinget for dette initiativ. Socialistisk Folkepartis socialordfører, Anne Baastrup, siger i dag til Ritzau, at man ikke skal fratage grønlændere retten til kontanthjælp. De skal derimod støttes og motiveres til at forbedre deres danskkundskaber, siger hun.