Passagerer bakker op om Arctic Umiaq Line

juulip 20-at 2005 10:38

Arctic Umiaq Lines passagerer bakker op om rederiet, efter at Hjemmestyret har besluttet at privatisere selskabet – en privatisering de fleste vurderer, vil resultere i rederiets lukning.

Ikke mindre end 663 underskrifter er det lykkedes besætningen på kystskibene Sarpik Ittuk og Sarfaq Ittuk at samle sammen blandt passagererne. Også turister ombord har leveret underskrifter.

Underskrifterne er her til formiddag blevet sendt til rederiets hovedkvarter, der skal aflevere dem videre til Hjemmestyret.

- Passagererne har været meget positive overfor indsamlingen, og stort set alle har valgt at deltage. Så må vi bare håbe at det gør indtryk hos Landsstyret, siger chefpurser på Sarfaq Ittuk Kent Andersen, der er ansvarlig for indsamlingen blandt mandskabet.

Chefpurseren lover, at der er flere underskrifter undervejs.

Det er ikke kun passagerne, der er kede af privatiseringen af rederiet. Også mandskabet ombord er berørt af rederiets situation.

I går nedlagde de arbejdet, så skibet blev forsinket i to timer. Det var anden gang på tre dage søfolkene i Arctic Umiaq Line nedlagde arbejdet i protest mod landsstyrets privatiseringsplaner.