Usikker fremtid for de ansatte i AUL

juulip 16-at 2005 13:16

I går meddelte Landsstyret, at det har besluttet at sælge Arctic Umiaq Line.

Landsstyret ønsker, at selskabets ledelse inden 1. september udarbejder en plan for, at selskabet kan køre på kommercielle vilkår.

Planen skal kunne fungere indtil et muligt salg.

Dermed håber politikerne, at der er klarhed over selskabets fremtid, og at man kan undgå for megen bekymring hos de ansatte.

Men ifølge tillidsmand for de ansatte ved Arctic Umiaq Line, Frederik Reimer går medarbejderne en usikker fremtid i møde:

- Jeg aner ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg håber det kommer til at køre endnu et år. Hvis selskabet skal sælges til udlandet, så stopper vi totalt, og så er vi jo arbejdsløse, og så ved jeg ikke, hvad vi skal gøre, siger tillidsmand for Arctic Umiaq Line, Frederik Reimer.

- Hvis vi bliver arbejdsløse har vi en lille mulighed for at få arbejde igen, så skal vi først på kursus for at kunne arbejde på andre skibe, fortsætter Frederik Reimer.

I går sagde Arctic Umiaq Lines bestyrelsesformand, Niels Kreutzmann, at der ikke er tvivl om, at selskabet går en svær tid i møde.