I fremtiden kommer der måske til at stå drikkevand fra Qeqertarsuaq på butikshylderne i Danmark, Kina og USA. Et nyt selskab skal nemlig sætte gang i eksporten af det glasklare guld og dermed er der også en chance for at tjene penge på at sælge grønlandsk vand – både til butikkerne herhjemme og til udlandet.
KNI Pilersuisoq, Qeqertarsuaq Kommune og SIK’s beskæftigesfond er gået sammen om at danne et fælles anpartsselskab, der skal sætte gang i produktionen.
KNI går med i projektet, fordi der er tale om et godt produkt, som kan betyde vækst i byen og eksportindtægter, siger koncernchef Gerhardt Petersen.
KNI vil udnytte selskabets handelserfaring til at få gang i projektet.
Og Gerhardt Petersen håber, at produktet på eksportplan vil slå an i Danmark og fx Tyskland, hvor KNI vil udnytte sit kontaktnet.
Og også Kina og USA kan komme på tale.
Der er meget hård konkurrence på drikkevandsmarkedet, der er domineret af store multinationale selskaber. Og derfor kan det blive nødvendigt at gå sammen med et stort selskab for at kunne trænge igennem på verdensmarkedet, siger Gerhardt Petersen
Men først skal fabrikken bygges og produktionen i gang.
Og det håber KNI’s koncernchef vil være på plads i løbet af halvandet år – og give op imod otte faste arbejdspladser.