Kvinderne fylder godt i billedet på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Næsten tre fjerdedele af de bachelorer og kandidater, der er blevet færdige på Ilisimatusarfik gennem de seneste ti år, er kvinder.
Det er der ikke noget underligt i, mener Katti Frederiksen, der studerer sprog, litteratur og medier. Hun går på det mest kvindedominerede studie. Og hun peger på, at pigerne igennem deres opdragelse er bedre til at omstille sig og dermed også tage en uddannelse.
- Pigerne tager den evne med sig i folkeskolen, hvor der er lærere og et nyt miljø. Desuden vil kvinderne gerne have karriere og være uafhængige af mændene, siger Katti Frederiksen.