I forbindelse med offentliggørelsen af de nye servicekontrakter i Grønland, var der stadig ingen afklaring omkring ruten til og fra Island.
Landsstyreformand Hans Enoksen, der nu også er landsstyremedlem for Boliger og Trafik, siger at Landsstyret længe har ventet på et svar fra islændingene. Og at tålmodigheden er brugt op.
- Nu vil jeg ikke vente længere. Jeg vil snarest tage kontakt til statsminister, Halldor Asgrimsson, for at få afklaret beflyvningen Island – Sydgrønland, siger Hans Enoksen, og understreger at Landsstyret synes at ruten er vigtig at opretholde.
Ifølge Air Iceland har den islandske regering givet tilsagn om at yde 1,2 millioner kroner. Flyselskabet venter faktisk kun på et tilsagn om et tilsvarende beløb fra Hjemmestyret.