IA langer igen ud efter koalitionspartneren Siumut.
Partiet kritiserer, at landstingets formand, Jonathan Motzfeldt, er blevet Siumuts næstformand efter Jens Napaattooq.
I forvejen er landstingsformanden formand for Selvstyrekommissionens vigtige arbejdsgruppe om Grønlands økonomi og erhvervsudvikling. Og det er for meget, mener koalitionspartneren.
- Landstingsformanden skal ikke have for mange kasketter på, siger IA’s næstformand, Kuupik Kleist:
- Denne diskussion drejer sig om Landstingets formand, og det er jo ikke nogen hemmelighed at IA flere gange har påpeget, at vi mener at en Landstingsformand ikke skal have alt for mange og for store kasketter på, siger Kuupik Kleist og tilføjer at IA vil tage en snak med koalitionspartneren om sagen.
Jonathan Motzfeldt sagde i morges til radioavisen, at han ikke vil rette sig efter IA’s kritik.
- Det er et internt anliggende, som andre partier ikke skal blande sig i, siger formanden for Landstinget.
Og det svar vil Kuupik Kleist ikke kommentere.