Flere af formændene fra Siumuts lokalafdelinger på kysten er enige med Siumuts ungdomsafdelings opfordring til Jens Napaattooq om kraftigt at overveje sin næsteformandspost i Siumuts hovedbestyrelse.
Lokalformand i Upernavik, Hendrik Mørch vil ikke udtale sig på vegne af de øvrige lokalbestyrelsesmedlemmer, men siger at han personligt er enig med SIS’s udmelding.
Palle Jerimiassen, der er formand for Ilulissat lokalafdeling siger, at Siumut Ilulissat mener, at Jens Napaattooq nøje bør vurdere sin næsteformandspost.
Palle Jerimiassen påpeger, at det dermed ikke er sagt, at han skal gå af, men at han selv skal vurdere situationen, ligesom han gjorde det med landsstyremedlemsposten.
Lars Lundblad, formand for Qaqortoq afdelingen, vil heller ikke sige noget, på vegne af lokalbestyrelsen. Han siger dog, at Siumuts hovedbestyrelse bør diskutere problemet og nå til enighed.
- Hvis Siumuts troværdighed ikke skal blive skadet, og hvis han så pludseligt kan gå af som landsstyremedlem bør han også vurdere at gå af som næstformand, siger Lars Lundblad.