Fra IA´s formand Josef Motzfeldt lyder der i dag kritik af resultaterne fra IWC´s møde i Sydkorea.
Han skriver i lyset af de alvorlige konsekvenser som de utilfredsstillende optællinger af finhvaler har haft for de grønlandske fangere, at IA til gengæld efterlyser en analyse fra IWC, af pukkelhvalbestandens tilstand i Grønland, efter 20 års totalfredning af denne hvalart.
Ifølge Josef Motzfeldt, melder hvalfangere og fiskere i Grønland om en betragtelig forøgelse af pukkelhvalbestanden, og IA efterlyser derfor en nyvurdering af den totale fredning fra IWCs side.
- IWC må fortælle hvor meget bestanden er vokset, som konsekvens af den midlertidige totale fredning, skriver Josef Motzfeldt.
Inuit Ataqatigiit vil nemlig kræve fornyet fangst af pukkelhvaler, som kompensation for den mistede kødmængde, som kvotenedsættelsen for finhvaler har afstedkommet.
Direktør for Naturinstituttet, Klaus Nygaard, siger i dag til Radioavisen, at han ikke har oplysninger, der kan bekræfte en fremgang i pukkelhvalbestanden.
- Vi har ikke noget, der kan dokumentere den fremgang, som folk taler om, siger Klaus Nygård.