ICC protesterer mod ny hvalkvote

Allattoq Karsten Sommer
juunip 27-at 2005 11:50

ICC i Grønland med Aqqaluk Lynge i spidsen er meget utilfredse med resultatet af det netop overståede møde i Hvalfangstkommissionen, IWC i Sydkorea.

Utilfredsheden kommer af, at Grønland ved mødet mistede næsten halvdelen af kvoten på finhvaler.

På grund af mangelfulde videnskabelige undersøgelser af bestanden, måtte Grønland gå med til at skære i kvoten fra 19 til 10 finhvaler årligt i årene 2006 og 2007. Det svarer til et tab for fangerne på godt 90 tons kød.

- Det er uacceptabelt og meget beklageligt, lyder det fra Aqqaluk Lynge, præsident i ICC, Grønland.

Han forstår ikke, at Naturinstituttet, der er ansvarlig for hvaltællingerne, ikke har udført de nødvendige undersøgelser.

Og Aqqaluk Lynge vil have en forklaring fra Landsstyremedlem for fiskeri og fangst, Rasmus Frederiksen.