Danmark bagud med forskning i Grønland

juunip 23-at 2005 11:49

Danmark er sakket bagud, når det gælder forskningen i Grønland. Andre lande har i høj grad overtaget den arktiske forskning fra Danmark.

Den udvikling vil direktøren for Geologisk Institut, Professor Minik Rosing have vendt.

- Der bruges i dag så få offentlige midler på den arktiske forskning, at det kolossale potentiale, der ligger i Grønland, ikke udnyttes nok, siger Minik Rosing til Ritzaus Bureau.

Professoren finder det grotesk, at 98 procent af det danske suverænitetsområde ligger i Arktis, men mindre end én procent af de samlede forskningsmidler, 100 millioner kroner, bruges her.

De få midler til dansk forskning i Grønland skyldes ifølge Minik Rosing, at det er væsentligt dyrere at lade en gruppe forskere arbejde med et projekt i de arktiske egne.

Den danske forskning i Grønland adskiller sig fra den tyske og amerikanske ved at fokusere på miljø og geologisk kortlægning og identifikation af den grønlandske kontinentalsokkel.

Til gengæld er der ikke meget dansk forskning i klimaforandringer og seismiske undersøgelser forud for olieefterforskningen. Her er det amerikanerne, der er i front i Grønland.