Grønland er på Hvalfangstkommissionens årsmøde i Sydkorea gået med til at halvere sin kvote på finhvaler i Vestgrønland. Det oplyser Hjemmestyret.
Kvoten bliver beskåret fra 19 til 10 hvaler i både 2006 og 2007. Med beslutningen kommer Grønland kritikerne i IWC i møde, men afgørelsen får samtidig lokale konsekvenser.
- Beslutningen betyder, at vi årligt går glip af 90 tons hvalkød, spæk og mattak. Det kommer til at gå ud over Grønland og især mange af de små fangersamfund, der i høj grad er afhængige af fangsten, oplyser landsstyremedlem Rasmus Frederiksen. Han tilføjer, at Grønland har været nødt til at komme kritikerne i møde efter en meget hård debat på årsmødet.
Flere lande har stærkt kritiseret Naturinstituttets hvaltællinger, som de ikke mener, er tilstrækkelige. Og Hvalfangstkommissionens Videnskabelige Komite har på baggrund af de mangelfulde grønlandske oplysninger anbefalet, at kvoterne på finhvaler skæres ned til mellem 4 og 10 om året - eller opgives helt.