Hvert femte barn i Grønland har prøvet at sniffe.
Det skræmmende tal er kommet frem i en international undersøgelse om skolebørns helbred.
Og problemet er reelt nok. Det siger politiassistent i Nuuk, Karen Marie Meyer, der er med i byens SSPK-samarbejde.
Hun mener ikke, problemet er stigende, men børnene bliver yngre.
Politiet oplever, at børn sniffer både lim, lightergas og fra de spraydåser, de kan få fat i.
Butikkerne sælger ikke lightergas til unge under 18 år, men i et par butikker i Nuuk fortæller medarbejderne, at de indimellem må afvise børn, der vil købe lightergas.
Direktør i kulturhuset Katuaq i Nuuk, Juaaka Lyberth kender også til problemet. På toilettet finder personalet jævnligt sprayflasker med lightergas.
- Vi indberetter det til politiet, når vi finder de tomme spraydåser, siger Juaaka Lyberth.
Udover Katuaq ved politiet, at børn også sniffer på byggepladser, hvor der efter fyraften bliver efterladt store gasbeholdere udenfor.
- Børnene finder gasbeholderne og sniffer gas fra dem, siger politiassistent, Karen Marie Meyer.
Når politiet tager børn i at sniffe, tilkalder de forældrene, og underretter også de sociale myndigheder.
Karen Marie Meyer har ikke tal på, hvor mange børn, der bliver taget for at sniffe.
- Indimellem er det to-tre stykker på en uge, og ugen efter er der måske ingen, siger politiassistenten.
Paarisa kører i øjeblikket en kampagne for at få børn til at lade være med at sniffe. Paarisa vil forhøre sig på skolerne og forebyggelseskonsulenterne, om kampagnen skal fortsætte efter sommerferien, siger Paarisa’s Bodil Karlshøj.