Spøger det på museet?

Allattoq Karsten Sommer
juunip 17-at 2005 08:31

Spøger det på Grønlands Nationalmuseum, eller er det bare tilfældighedernes spil?

Det spørgsmål grubler de over på museet i Nuuk, efter at udstillingen ”2.Verdenskrig og Grønland” er blevet ramt af uforklarlige hændelser.

Det handler om to fotografier. Et af landsfogeden for Nordgrønland, Eske Bruun og et andet af landsfogeden for Sydgrønland, Aksel Svane.

De var rivaler under besættelsen – Aksel Svane fulgte den danske regerings samarbejdspolitik med nazisterne, mens Eske Bruun knyttede forbindelse til USA og så at sige løsrev Grønland fra Danmark i de fem besættelsesår.

På udstillingen hænger de to fotografier side om side, men hele tre gange er billedet af Eske Bruun faldet på gulvet, fortæller den ene af udstillingens bagmænd – Jens Heinrich – til dagens Sermitsiaq.

Hver gang er billedet blevet hængt op igen, og hver gang er det faldet ned igen. Som om Eske Bruun nægter at hænge side om side med sin rival fra dengang.

Aviaaja Rosing Jakobsen, der sammen med Jens Heinrich står bag udstillingen, er nu spændt på om det er selve udstillingen eller Landsmuseet som sådan, der er hjemsøgt af spøgelser? Det vil vise sig når udstillingen i slutningen af juni åbner på Qaqortoq Museum.

Hvis det samme sker dér, må det være udstillingen der er spøgelsesramt – hvis Eske Bruun bliver hvor han skal, så må det være museet i Nuuk, der er hjemsøgt af spøgelser, siger Aviaaja Rosing Jakobsen.

Udstillingen vil blive vist på i alt ni lokalmuseer langs kysten i det kommende års tid.