Narssaq Museum er i disse dage ved at lægge sidste hånd på restaureringen af nordboruinerne, som i mange år har ligget upåagtet hen på marken bag fabrikken.
Landnamsgården, som ruingruppen kaldes, er blandt de ældste i Grønland. Den blev oprindeligt udgravet i halvtredserne og tresserne af Nationalmuseet i København.
Arkæologerne kunne gennem naturvidenskabelige analyser fastslå, at gården blev bygget kort før år 1000, altså omkring det tidspunkt, da Erik den Røde kom til Grønland.
Fundene blev taget til Danmark. Men for få år siden blev de tilbageført til Grønland, og opbevares nu på Nationalmuseet i Nuuk.
Mange turister har gennem årene søgt efter ruinerne. Men de, der endelig efter store vanskeligheder er nået frem til stedet, er gået skuffede derfra. For kun ujævne bunker af sten og jord – arkæologernes efterladenskaber - har været synlige under engens frodige blomsterdække.
Narssaq Museum har søgt at råde bod på dette, og efter afslutningen af de nødvendige arkæologiske forundersøgelser, er arbejdet med at restaurere og synliggøre ruinerne nu inde i den afsluttende fase.
De store bunker af sten og jord, som stammer fra Nationalmuseets udgravninger, er blevet fjernet.
Og så er adgangsforholdene blevet forbedrede, så det ikke længere er nødvendigt at forcere dybe grøfter og høje trådhegn for at nå frem. I stedet er der lavet en grusbelagt sti til ruinerne.
Museet har valgt kun at restaurere ruinen af det cirka 36 meter lange beboelseshus. I den kommende vinter vil der blive udarbejdet nyt informationsmateriale om Landnamsgården ligesom der inden næste sommer vil blive opsat et skilt ved den restaurerede hus ruin.