Lidt medieopmærksomhed skader åbenbart ikke, når Landsstyret smøler. I hvert fald har Nuuk Kommune nu fået tilladelse til at gå videre med børnehjemmet Tupaarnaq – en tilladelse der har ladet vente længe på sig.
Godkendelsen kom, efter at Siumuts borgmester Agnethe Davidsen klagede sig i både Radioavisen og AG i forrige uge. Hun mener at landsstyret er alt for langsomt i den slags sager.
Borgmester Agnethe Davidsen har omtalt børnehjemmet som et af de tiltag, der skal hjælpe Nuuk til at passe bedre på sine omsorgssvigtede børn.