Bjarne Eklund er i dag i protest trådt ud af bestyrelsen i Greenland Tourism.
Det sker efter længere tids ballade og uro, hvor det er føget med beskyldninger om drukkenskab og nepotisme.
Bestyrelsesformand Flemming Nicolaisen er blevet beskyldt for at have været fuld under det netop overståede Kina-besøg. En påstand, der er blevet afvist. Der skulle være tale om to dages jet-lag efter rejsen.
Direktør Stig Rømer Winther er blevet beskyldt for på nepotistisk vis, at have ansat sin kone. En beskyldning direktøren afviser. Han siger at hans kone er blevet hyret til en opgave med bestyrelsens fulde viden.
Det er især det sidste punkt, der har fået Bjarne Eklund til at træde ud af bestyrelsen. Han siger, at han er meget ked af hele situationen. - Jeg har følt mig som jaget vildt i bestyrelsen. Jeg skulle kanøfles, siger han.
Greenland Tourisms direktør, Stig Rømer Winther, siger omvendt, at det har været en hetz mod ham og formanden. Han oplyser at Greenland Tourism nu vil undersøge om beskyldningerne kan forfølges juridisk.
De store interne problemer i Greenland Tourisms bestyrelse er også nået til ejernes ører. Selskabet er ejet af hjemmestyret. Så sent som i sidste uge gav bestyrelsesformand Flemming Nicolaisen ligefrem en mundtlig redegørelse til landsstyremedlem for erhverv Johan Lund Olsen.
I en kommentar til Bjarne Eklunds udtrædelse af bestyrelsen siger landsstyremedlemmet: - Jeg kan kun tage udtrædelsen til efterretning. Den slags uro vil i det lange løb gå ud over turismen i Grønland. Jeg håber det er slut nu.