Børn skal have eget pas

Allattoq Karsten Sommer
juunip 11-at 2005 17:37

Sommeren nærmer sig og mange er i gang med at planlægge deres ferie. Hvis man skal udenfor Danmarks grænser, er det på høje tid at få tjekket om man har sit pas og om det er gyldigt.

Afdelingsleder i Politimesterembedet i Nuuk – Tenna Birk Berthelsen - fortæller at politiet har rigtig travlt for tiden. Normalt er der omkring 100 henvendelser om måneden vedrørende pas – men i sommerperioden stiger antallet til over det dobbelte. Tenna Birk Berthelsen fortæller hvad man skal huske, når man søger om pas:

- Man skal have foto og gyldig legitimation. Og hvis det er børn, der skal have pas, skal forældrene give deres samtykke, og børnene skal tages med, så de kan blive målt etc.

Omkring børn skal man være opmærksom på at flere lande er begyndt at kræve at børn skal have deres eget pas.

-Tidligere har man fået sine børn indskrevet i forældres eller bedsteforældres pas, men det må man ikke mere. Flere og flere lande kræver at børnene har deres eget pas. Så skal man udenlands, vil jeg anbefale at man kontakter det pågældende lands ambassade eller evt. det rejsebureau, hvor man har købt billetterne. De kan så fortælle om landet accepterer børn uden pas eller ej.

Og hvad nu hvis folk skal rejse om en uge, og lige nu opdager at de ikke har orden i deres pas – kan de så lige så godt aflyse deres ferie?

- Nej, det mener jeg ikke. Vi kan jo lave dem hurtigt, og vi kan skrive hastepas på. Og så kan de blive sendt til en adresse i Danmark, eller blive lagt til afhentning i Kastrup Lufthavn.

-Men…kom helst i god tid, beder Tenna Birk Berthelsen fra Politimesterembedet i Nuuk.