Socialministeren tilbyder Grønland hjælp

Allattoq Karsten Sommer
juunip 09-at 2005 14:13

Den danske socialminister Eva Kjer Hansen, tilbyder nu Grønland assistance i kampen mod omsorgssvigt af børn. Tilbuddet kommer i et interview i dag i Kristeligt Dagblad.

- Danmark skal række en hjælpende hånd ud mod de grønlandske myndigheder i et forsøg på at bekæmpe de kraftigt stigende problemer med misbrug og svigt af grønlandske børn, siger socialministeren til bladet.

Allerede i næste uge vil Eva Kjer Hansen tage sagen op med landsstyremedlem for sociale anliggender, Tommy Marø, når de mødes til Nordisk Råds ministermøde på Færøerne.

- Vi har årelang erfaring med omsorgssvigt i Danmark, og de løsningsmodeller vi har fundet frem til, vil vi gerne lægge frem. Det drejer sig om eksempelvis familierådslagning, forældrekurser, inddragelse af forældre i forhold til skolegangen og hele vores arbejde med udsatte børn i misbrugsfamilier.

Eva Kjer Hansen understreger at det er op til Grønland om de kan bruge de danske erfaringer til noget. Hun lægger nemlig ikke op til egentlig økonomisk støtte fra Danmark til løsning af problemerne med omsorgssvigt.

- Tilbuddet handler for eksempel om udveksling af erfaringer og medarbejdere, men jeg lægger på ingen måde op til en ændring i bloktilskuddet, siger Eva Kjer Hansen til Kristeligt Dagblad.

- Vi vil gerne komme med input, men det er ikke vores opgave at bestemme, hvad den grønlandske regering skal gøre. Det er de grønlandske myndigheder, der træffer beslutningerne. Jeg ønsker bare at sige: Her er en mulighed for at tage udgangspunkt i de løsninger, vi har brugt, ligesom vi også skeler til Norge og Sverige og andre lande omkring os, slutter socialminister Eva Kjer Hansen.