Strukturudvalget sætter pris på at høre borgerne

juunip 07-at 2005 15:54

Strukturudvalget inviterer i aften beboerne i Ilulissat til et borgermøde om arbejdet med kommunalreformen.

Udvalget har efterhånden været næsten hele Grønland rundt for at høre befolkningens mening om den foreslåede kommunesammenlægning.

Formand for strukturudvalget Martha Labansen siger, at det er vigtigt for udvalgsarbejdet at høre vælgernes holdninger.

- Det er altid spændende at høre, hvordan befolkningen reagerer på de tanker, vi kommer med, siger formand for strukturudvalget Martha Labansen.

Indtil nu har det været meget forskellige reaktioner strukturudvalget har mødt, når de har inviteret til borgermøder rundt omkring.

- De forbehold, nogle har omkring den stor geografiske spredning, der bliver i de nye kommuner, bliver mindre, når folk hører, hvilke muligheder der er for at sammenlægge kommuner og give dem større kompetencer, siger Martha Labansen.

Strukturudvalget mangler nu kun at høre borgerne i Qaanaaq, Upernavik og Illoqqortoormiut. Og så tager udvalget lige forbi Qasigiannguit en gang mere, fordi det første besøg lå lige i starten af udvalgets arbejde, og siden er arbejdet kommet så meget længere, at borgerne der skal høres igen.

I aften får beboerne i Ilulissat så muligheden for at komme med deres indlæg i debatten om kommunereformen.

- Ilulissat er en stor kommune, hvor der allerede har været vidtgående tanker om sammenlægning, så det bliver spændende at høre beboernes meninger, siger Martha Labansen.

Strukturudvalget skal i morgen fremlægge deres arbejde for de delegerede kommunalpolitikere, når de samles i Ilulissat til KANUKOKA’s årlige delegeretmøde.