Royal Greenland optimistiske trods valutatab

Allattoq Mads Lynge
juunip 07-at 2005 09:58

Royal Greenland har trods et valutatab fastholdt sin indtjening. Det fortæller koncernen i sit seneste halvårsregnskab.

Halvårsregnskabet dækker perioden fra oktober sidste år til marts i år.

Koncernen har i den periode omsat for 2,25 milliarder kroner. Sammenlignet med den tilsvarende periode året før, er der tale om en stigning. En stigning på 290 millioner kroner.

- Produktionen på vores fabrik i Wilhelmshaven i Tyskland er vokset, og generelt er købelysten i Tyskland og i resten af Europa blevet større. Det har i sidste ende resulteret i den øgede omsætning, siger formanden for Royal Greenlands bestyrelse, Paaviaaraq Heilmann.

Men det er ikke lutter positive tal, der bliver slynget rundt med.

Trods det faktum, at Royal Greenland har fastholdt sin indtjening, har der i forhold til sidste år været et valutatab på 40 millioner kroner.

- Det skyldes den lave dollarkurs, siger bestyrelsesformanden, og fortsætter:

- Da vi lagde budgettet for forrige periode, var dollaren forholdsvis høj, men den er siden faldet, og det har resulteret i valutatabet på 40 millioner kroner, siger Paaviaaraq Heilmann.

Men ledelsen i Royal Greenland er dog fortsat optimistiske. Det gode halvårsresultat giver nemlig anledning til at tro på, at niveauet fra sidste år kan bibeholdes.

Det vil altså med andre ord betyde, at der i Royal Greenland opereres henimod et overskud på omkring 120 millioner kroner – før skat.

I forbindelse med halvårsregnskabet har Royal Greenland også oplyst at de flytter røgvareproduktionen fra Glyngøre i Jylland til Polen.