Handicapsag trækker ud

juunip 07-at 2005 05:17

Det kommer til at trække ud et godt stykke ind i juni, før Kanukoka kan trække hjemmestyret i kredsretten for at misligholde forpligtelserne på handicapområdet.

Flere af de elleve kommuner, der vil gå rettens vej, er nemlig for øjeblikket ved at få prøvet deres sag i det sociale ankenævn. Noget de begyndte på før Kanukokas retssag blev aktuel.

- Før vi kan gå videre, skal vi først vide om de får medhold i ankenævnet, siger Kanukokas direktør Martha Labansen.

Kanukokas begrundelse for at gå rettens gang udspringer af den forsøgsordning, der blev sat i gang på handicapområdet for fem år siden. Siden da har kommunerne ifølge Kanukoka oplevet uensartede bevillingsprocedurer og manglende vilje til at kompensere for deres merudgifter på støttepersonområdet.

Kanukoka peger også på utilstrækkelige vejledninger og retningslinier, samt manglende eller langsommelig besvarelse af kommunernes ansøgninger.