Kangersuatsiaq siger tak

maajip 29-at 2005 12:18

Indbyggerne i bygden Kangersuatsiaq syd for Upernavik føler, at de bliver godt hjulpet videre, efter det tragiske drab på en mor og hendes seks årige datter for lidt over to uger siden.

- I kølvandet på mediernes dækning, har vi haft kommunens socialvæsen på besøg flere gange, og der bliver ikke sparet på ressourcerne i forhold til at hjælpe os, siger det nyvalgte bygdebestyrelsesmedlem Godman Jensen.

Socialvæsenet er godt i gang med at give krisehjælp og fortsætter med det, og Godman Jensen fortæller at også byens foreningsliv har bakket godt op. De pårørendes familie fra rundt omkring i landet er også kommet til bygden.

Den mistænkte, der er varetægtsfængslet af politiet, er i familie med de to dræbte, og ingen i bygden har noget som helst bud på, hvorfor det kom så vidt. Politiet vil intet melde ud, før deres efterforskning er tilendebragt.