Kolde facts om omsorgssvigtede børn i Nuuk

maajip 27-at 2005 14:47

I dag udkom den længe ventede rapport om Børn og unge i Nuuk. Rapportens tal bygger på en total registrering af de gange børn - dvs. aldersgruppen 0-17 år – optræder i Politiets døgnrapporter i årene 2002 og 2003.

Ved hjælp af disse tal forsøger rapporten at give et billede af børn og unges livsvilkår i Grønlands hovedstad, med direkte fokus på børn der lever under utrygge og socialt belastede forhold.

I 2002 figurerer børn og unge 1033 gange i politiets døgnrapport – dvs. gennemsnitligt tre gange om dagen. I 2003 er tallet steget til 1461 gange – dvs. gennemsnitligt fire gange om dagen. Nogle børn har været involveret i politiets døgnrapporter flere gange om året – hvis man tager det i betragtning kan rapporten altså koges ned til at involvere 601 barn i 2002 – og 726 børn i 2003.

At blive registreret i politiets døgnrapport kan have mange forskellige årsager. Barnet kan være offer – det kan være gerningsmand eller barnet kan være involveret i en hændelse, som er registreret i politiets døgnrapport.

Når barnet er offer, har det været udsat for en handling begået af andre. Der kan være tale mange ting lige fra vold, slagsmål, seksuelt misbrug eller husspektakler til at barnet ikke er blevet afhentet fra døgninstitution, efterladt alene i hjemmet eller fundet på gaden om aftenen.

Det største antal hændelser registreres med børn og unge som gerningsmænd. Det kan være butikstyverier, indbrud, vold, udeblivelse fra hjemmet eller at den unge bliver antruffet fuld eller påvirket af hash.

Og endelig er der dem, der betegnes som involverede – her er der typisk tale om politianmeldelser om husspektakler, hvor politiet registrerer at der var børn til stede.

- Rapporten er ikke lavet som en anklage mod nogen, men for at synliggøre et problem som vi har og som vi er nødt til at gøre noget ved, fastslår, Kirsten Øhrgård fra Arbejdsgiverforeningen, der står bag rapporten.