Nutiden skal forstås gennem fortiden

maajip 12-at 2005 16:41

Med udgangspunkt i oplæg af freds- og konflikt forskeren Jan Øberg og IA-politikeren Kuupik Kleist, mødtes over tyve mennesker i et lille forsamlingshus i Nuuk forstaden Nussuaq i dag.

Der var et landsstyremedlem, der var en mediechef, der var erhvervsfolk. Men i dag var de bare ganske almindelige mennesker med et fælles mål. At løse nutidens problemer ved at få gjort op med fortiden. Eller for at bruge et rigtig stort ord, forsoning. Med hinanden og historien.

Første gang de var sammen, var i september sidste år i Toscana. Og siden dengang har de mødtes en gang om måneden. Flere er endda kommet til.

Overlæge og leder for psykiatrien i Grønland, Fatuma Ali, er blandt initiativtagerne.

- Det kan godt være man kan kalde det samfundsterapi, men vi ser det som en gruppe mennesker, som har lyst til at gøre en forskel. En gruppe mennesker, der gerne vil påtage sig et ansvar. Og vi gør meget ud af, at vi er en apolitisk gruppe, siger den psykiatriske overlæge.

Hun fortæller, at tanken er, at gruppen skal udvikle sig, og tage flere og flere mennesker ind. Måske kan den endda danne model for, hvordan man kan mødes på tværs af uddannelser, partier og kultur.

En anden af deltagerne er freelance-journalist Juaanna Petrussen. Hun mener, at forsoning i sidste ende kan bringe meget mere med sig, end bare gensidig tilgivelse.

- Jeg mener at problemerne altid har eksisteret, ikke kun mellem kulturerne, men også mellem indbyggerne. Vi er gået videre med den danske form for administration, og det har medført at befolkningsgrupperne ikke er ligeværdige. Problemet bliver større. Vi kan kun løse det ved at acceptere at problemet findes, og så snakke om det, siger Juaanna Petrussen.

Ligesom Fatuma Ali håber hun, at bevægelsen kan bredde sig ud i samfundets forskellige samfundslag.

Troen på, at forsoningsseminarets måde at arbejde på vil bredde sig, deles også af Henning Jensen. Han er som 76-årig pensioneret engelsklærer på lærerseminaret, den absolutte alderspræsident blandt deltagerne.

Han har været i Grønland siden 1976, og boede før da i Canada. Han har set en del i sit lange liv, og er ikke i tvivl om, at Grønlands mange og massive sociale problemer, for eksempel volden og selvmordene, har en del af deres forklaring i kolonitiden.

- Vold er som regel et udtryk for problemer, som ikke er behandlet og analyseret. Og alle lande der har været koloniseret, har et antal problemer, især i forbindelse med mindreværd og identitetsforståelse, blandt andet fordi der har været en kulturel undertrykkelse, siger den pensionerede seminarielærer.

Efter Kuupik Kleists oplæg i dag, skulle deltagerne snakke om, hvordan de kan formidle deres nye indsigt ud i samfundet.

I aften holdt forsoningsseminaret i øvrigt et borgermøde om forsoning i Katuaqs lille sal.