KNI fik overskud på 58 mio. kr.

maajip 10-at 2005 16:09

KNI A/S fik sidste år et overskud på godt 58 mio. kr. før skat. Det kom frem på generalforsamlingen tirsdag.

Handelsselskabet kan takke de høje oliepriser og Hjemmestyrets servicekontrakter for, at det lykkedes at få overskuddet, viser regnskabstallene.

Sidste sommer steg prisen på olie og benzin med 12 øre pr. liter på grund af de høje priser på verdensmarkedet. Det var med til at sikre, at Energidivisionen fik et overskud på knap 41 mio. kr. sidste år. Det er 12 mio. kr. mere end i 2003.

Overskuddet på de 41 mio. skal desuden ses i sammenhæng med, at Energidivisionen omsatte for godt en halv mia. kr.

Det står til gengæld sløjere til med at tjene penge på at sælge alt fra fornødenheder som mælk og brød over tøj og fangstredskaber til bygderne.

Salgsdivisionen omsatte for godt en mia. kroner – det dobbelte af energidivisionen, men overskuddet er meget mindre.

Salgsdivisionen fik samlet set et overskud på godt 17 mio. kr. før skat. Det er godt syv mio. kr. dårligere end i 2003.

KNI sælger mere til bygderne, men engrossalget af øl og vand er omvendt faldet, og det har været med til, at overskuddet i divisionen er dalet – trods den store omsætning.

Overskuddet er da også ringere, end selskabet tidligere har vurderet. Ledelsen forklarer det beskedne tal med den generelle afmatning i samfundet.

Det samlede overskud på de 58 mio. kr. skal også ses i lyset af, at Hjemmestyret betalte knap 56 mio. kr. i servicekontrakter til virksomheden, så KNI kunne servicere bygderne. Uden de penge ville det være umuligt at drive Pilersiusoq i bygderne.

KNI får dog ikke lov til at beholde hele overskuddet. Ud af de 58 mio. kr. får Hjemmestyret de 21 mio. i udbytte.

Direktør Gerhardt Petersen får også sit udbytte. Han fik 3,3 mio. kr. i løn og bonus sidste år, fremgår det af regnskabet.