Vraget kommunalpolitiker erkender fejl

Allattoq Karsten Sommer
maajip 10-at 2005 15:07

To nyvalgte medlemmer af kommunalbestyrelsen i Upernavik er blevet kendt ikke-valgbare, og kan således ikke indtage deres plads i kommunalbestyrelsen, når den starter sit arbejde.

Kim Dam er en af dem der ikke kom igennem Valgbarhedsnævnets nåleøje. Han forstår godt Valgnævnets afgørelse.

- Der er sket en misforståelse fra min side, idet jeg havde den opfattelse at karantænen for en kriminel handling i forbindelse med valg, gjaldt fra gerningstidspunktet, og ikke fra det tidspunkt hvor den endelige dom falder. Jeg kendte reglen, og min partiformand i Upernavik havde også forespurgt mig, om der kunne være nogle problemer. Men da det jo var over fem år siden, det var sket, nævnte jeg den desværre ikke.

Formanden for Siumut i Upernavik, Henrik Mørch, beklager, at to af partiets kandidater er blevet kendt ikke valgbare. Men problemet findes ikke kun i Upernavik, og Henrik Mørch siger, at man måske fremover skulle overveje nogle mere faste rutiner omkring fremlæggelse af straffeattest INDEN valg til kommuner og Landsting.

Valgbarhedsnævnets afgørelse skræmmer ikke Kim Dam. Han er frisk på at prøve at blive valgt en anden gang.

- Der er mange andre politikere der har domme bag sig, så det er jeg ikke bange for. Men jeg synes det er OK, at karantænereglen findes. Som politiker skal vi jo have rent mel i posen overfor vælgerne.

- Men på en måde synes jeg, at hvis en person offentligt erkender en kriminel ugerning, så burde det egentlig være muligt at stille op. Så kan vælgerne jo dømme kandidaten ud fra den viden de har, mener Kim Dam.

De to nye medlemmer af Upernaviks kommunalbestyrelse bliver henholdsvis Adam Jonas Grim fra Tasiusaq og Edvard Immanuelsen fra Kangersuatsiaq.