Boligafdeling kommer ikke i retten

maajip 10-at 2005 03:55

Landsretten har besluttet, at boligafdeling 128 i Narsaq ikke kan optræde som part i en retssag mod Hjemmestyret. Bestyrelsen for boligafdelingen i Narsaq ville sagsøge Hjemmestyret for at have opkrævet for meget kapitalafkast af lejerne af INI’s boliger. Opkrævningerne skulle have foregået fra 1995 til 2002. Bestyrelsen ville lægge sag an for at få de penge, lejerne har til gode hos INI og Hjemmestyret.

Men Hjemmestyret mente ikke, at boligafdelingens bestyrelse kunne optræde som part, og det har Landsretten givet Hjemmestyret medhold i.

Landsretten har afvist sagsanlægget fra boligafdelingens bestyrelse med den begrundelse, at foreningen ikke kan anses for at være en forening eller en lignende enhed, der kan påtage sig forpligtelser såsom at anlægge retssag.