I dag sluttede jazz, blues og folk festivalen i Nuuk.
Den har været gennemført siden i onsdags med 28 koncerter med 15 forskellige bands og musikgrupper.
Over 1500 gæster har besøgt arrangementerne rundt om i byen, og arrangementschef, Kim Larsen siger, at festivalen har forløbet rigtigt godt.
Og den har vokset sig noget større, end da den første gang blev holdt for halvandet år siden.
- I forhold til sidste gang, så er det her en drastisk udvidelse. Sidste gang havde vi kun en 8-9 koncerter, siger Kim Larsen.
Arrangementschefen lover, at der kommer en ny festival igen om halvandet års tid.
Han forventer ikke, at udviklingen frem til den næste festival bliver ligeså drastisk som den udvikling, der er sket mellem de to første.
Jazz, blues og folk festivalen i Nuuk er finansieret igennem Nomus og Nordisk Kulturfond, fortæller Kim Larsen.
Publikummet til festivalen har været en god blanding af gamle og unge. Den sidste koncert med det svenske band Enok havde også lokket både børn og voksne til kulturhuset Katuaq.