Turistpanik i Sydgrønland
Den sydgrønlandske turist branche råber nu vagt i gevær. Det er sommerbeflyvningen mellem Island og Narsarssuaq der er i fare for at ophøre.
Den 3-årige aftale om beflyvningen udløber i august i år, og selvom både den sydgrønlandske turismeorganisation Destination South Greenland og det islandske Samfærdselsministerium allerede i marts og april har henvendt sig til Landsstyredirektoratet for Infrastruktur med opfordring om indgåelse af en ny aftale, har parterne stadig intet som helst hørt fra Landsstyreområdet.
Og det haster med at få sikret aftalen, idet de udenlandske rejsearrangører er i fuld gang med at planlægge sæsonen 2006.
Problemet har været taget op på et turistseminar i den forløbne uge. Sydgrønlands Kommuneforening står klar med 300.000 kr. i støtte, det islandske Samfærdselsministerium vil støtte med 1,2 millioner kroner og nu venter man bare på det grønlandske samfunds accept af ligeledes at støtte rutens opretholdelse med 1,2 millioner kroner om året.
Direktør i Destination South Greenland, Tina Jensen, fortæller at ruten fra Island hvert år bringer lidt over 1000 turister fra hele verden til Sydgrønland, og at beregninger viser at turisterne skaber omsætning for mere end 11 millioner kroner.
-Vi skal have det her afklaret hurtigst muligt. Det vil være et hårdt slag for hele turistarbejdet i Sydgrønland hvis vi mister ruten til Island, og det mindste vi kan forlange er et svar fra Direktoratet, så vi ved hvor vi står, siger direktør Tina Jensen til Radioavisen.