Sagerne på Råstofdirektoratets bord hober sig op, fordi Fællesudvalget vedrørende Råstoffer i Grønland endnu ikke har alle pladser besat oven på et dansk folketingsvalg og diverse formandsskifter i de politiske partier.
- Det betyder, at der lige nu ligger en hel række sager og venter på, at Fællesrådet og rådets Formandsskab bliver arbejdsdygtigt, så der kan træffes nogle afgørelser. At der skal gå så lang tid, som det nu har taget er utilfredsstillende, ikke mindst af hensyn til de selskaber, der gerne vil engagere sig i Grønland, siger direktør i Råstofdirektoratet, Hans Kristian Schønwandt.
Lige nu ligger der 20-30 sager, der skulle have været behandlet på et møde i januar som imidlertid måtte aflyses.
Hans Kristian Schønwandt peger på, at den utilfredsstillende situation er et tydeligt eksempel på, hvordan tingene trækkes i langdrag med den nugældende råstoflovgivning.