Arbejdsgruppe foreslår klare regler for landsstyret

maajip 04-at 2005 07:54

Der skal klarere regler for, hvornår politikerne kan danne et nyt landsstyre, uden at der bliver udskrevet valg.

Det foreslår en arbejdsgruppe, som Landstinget har nedsat og som skal se på behovet for at revidere loven om landsstyret og landstinget.

Arbejdsgruppens foreløbige redegørelse blev behandlet af Landstinget tirsdag. Og her pegede gruppen blandt andet på, at der i dag ikke er regler for, hvornår en landsstyreformand har ret til at udskrive valg, hvis koalitionen bryder sammen.

I dag er der heller ikke nogen frist for, hvor lang tid en landsstyreformand må bruge på at danne en ny koalition. Og det er ikke hensigtsmæssigt, mener arbejdsgruppen.

Da punktet blev behandlet bakkede et bredt flertal op om, at der er behov for ændringer, men Demokraterne advarede desuden mod hastværk i forbindelse med ændringerne.

Landstinget skal tage endelig stilling til en lovrevision næste efterår.