Jakobshavn Isbræ ved Ilulissat skrumper i disse år. Satellitbilleder viser, at isbræen fra 1960’erne til 2003 har trukket sig hele 11 kilometer længere mod øst.
Og langt størstedelen af isen er endda forsvundet siden slutningen af 1990’erne.
Ole Bennike fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse forklarer tilbagetrækningen med, at havisen i Isfjorden og isen i Indlandsisens randområde er blevet tyndere. Den kan derfor ikke fastholde grebet om den store isbræ.
Derimod har Ole Bennike sværere ved at give et klart svar på, hvorfor kælvningen pludselig sker i så dramatisk et tempo. Men det sker ikke kun i Grønland.
- Næsten alle gletschere på Jorden smelter tilbage i disse år. Efter min mening er det sandsynligvis en konsekvens af den menneskeskabte drivhuseffekt, siger Ole Bennike.
Ifølge Ole Bennike er der dog ingen grund til at frygte, at Ilulissat Isfjord ender med at blive en helt almindelig grønlandsk fjord. Dertil dræner Jakobshavn Isbræ for stor en del Indlandsisen.
Årligt strømmer nemlig ca. 50 kubikkilometer is ud gennem Jakobshavn Isbræ, som er det største isafløb fra Indlandsisen.