Landstinget er positiv over for et forslag fra IA’s Aqqaluk Lynge om at lave en madordning på skolerne. Forslaget blev behandlet torsdag.
Landstingsmedlemmet peger på, at alt for mange børn ikke har en madpakke med i skole og derfor henter slik og sodavand i frikvartererne. Og når eleverne ikke får sund mad, går det ud over deres evne til at lære og sundheden.
IA-landstingsmedlemmet vil have Landsstyret til at indarbejde en skolemadsordning på finansloven for næste år. Fra Landsstyret side understregede Landsstyreformand Hans Enoksen omvendt, at skolevæsenet er et kommunalt område. Derfor vil Landsstyret i samarbejde med KANUKOKA undersøge, hvordan børnene sikres sunde madvaner i skolen.
Forslaget er nu sendt til 2. behandling på efterårssamlingen.