ILO, der er FN’s internationale arbejdsorganisation, efterlyser handling fra den danske regering.
Den danske regering skal redegøre for forløbet af retssagen om tvangsforflyttelsen af grønlandske fangere fra Thuleområdet i 1953.
Dengang fik 187 fangere besked på at forlade deres hjem, fordi der skulle opføres en militærbase i området.
Først i 1999 fik fangerne en samlet erstatning på i alt 500.000 kroner samt yderligere 17.000 kroner til hver. Sagen har gennem de seneste år verseret i det danske retssystem.
ILO har fulgt sagen, og en komité registrerer, om medlemslandene lever op til organisationens konventioner. Den komité må i sin seneste rapport konstatere, at Danmark ikke har svaret på komitéens ønsker om at blive informeret om forløbet af Thulesagen.
Komitéen har ellers specifikt bedt om oplysninger om Højesterets afgørelse fra 2003 i forhold til om fangerne skal have kompensation for tvangsforflyttelsen og hvilke skridt Danmark har taget for at undgå lignende tvangsforflyttelser fremover.
Komitéen har også spurgt, om Danmark og det grønlandske hjemmestyre har drøftet, hvad der i fremtiden skal ske med det område, hvor Thulebasen ligger.