I dag fremsatte Kuupik Kleist fra IA i Landstinget sit forslag om at opdele Grønland i flere valgkredse end den ene, der gælder nu. Forslaget var oprindelig på dagsordenen i torsdags men blev altså først behandlet i dag.
Ifølge forslagsstilleren vil en ny inddeling i flere valgkredse sikre at alle landsdele bliver repræsenteret i Landstinget. Kuupik Kleist anfører at flertallet af medlemmerne i dag kommer fra Midt- og Vestgrønland. Det giver en skæv repræsentation, mener han.
Kuupik Kleist oplyser her til aften at Landsstyret og et flertal i Landstinget besluttede at sende forslaget til høring i kommunerne. Oprindeligt var Landsstyrets holdning at det blot var yderdistrikterne Qaanaaq og Illoqqortoormiut der skulle høres.
Men ifølge Kuupik Kleist bliver det nu samtlige kommuner der skal spørges om det er en god idé med en ny inddeling af valgkredse.