Valget i Qaanaaq underkendt

apriilip 13-at 2005 17:36

Resultatet af valget til kommunalbestyrelsen i Qaanaaq er blevet underkendt af valgnævnet. I yderste konsekvens kan det betyde omvalg.

Valgnævnet vil ikke godkende valget i Qaanaaq, fordi stemmeoptællingerne i Qaanaaq viser andre tal end dem, der er indberettet til valgnævnet.

I første omgang bad valgnævnet om en redegørelse over forløbet fra valgbestyrelsen i Qaanaaq, men den redegørelse har valgnævnet fundet mangelfuld og utilstrækkelig. Derfor vil valgnævnet nu selv kontrollere stemmesedlerne og har desuden krævet en ny forklaring på det, der er sket.

Valgnævnet formand, Kaj Kleist mener ikke, der er bevidst er sket fejl under valget i Qaanaaq, men der bliver set på sagen med stor alvor.

- Loven siger, at der er åbnet mulighed for omvalg, hvis der er sket store fejl, siger Kaj Kleist.

Valgbestyrelsens formand i Qaanaaq, borgmester Naimanngitsoq Petersen forklarer, at resultaterne fra bygderne Moriusaq og Savissivik ikke er helt klare endnu. Qaanaaq´s valgbestyrelse venter stadig på stemmesedler fra de to bygder, og det er grunden til tvivlen omkring valget.

På grund af vejret vil stemmesedlerne først komme til Qaanaaq i morgen.

Naimanngitsoq Petersen mener at kandidaten fra Siumut Hans Karlsen, som fik 19 stemmer er kommet ind i kommunalbestyrelsen i stedet for Mathæus Johansen fra Demokraterne. Han fik 18 stemmer. Det er, ifølge Naimanngitsoq Petersen, der fejlen ligger.

Valglederen i Qaanaaq rejser på tirsdag til Nuuk med alle stemmesedlerne for at forklare, hvordan tingene hænger sammen.