Politiet skal nu undersøge, om Nanortalik Kommune har overtrådt landstingsforordningen om hjælp til børn og unge.
Politimesterembedet i Nuuk bekræfter, at de har modtaget en anmeldelse fra chefdistriktslægen i Nanortalik, som anklager kommunen for at sylte en række sager om blandt andet misrøgt af børn.
Rune Jacobsen anklager Nanortalik Kommune for at have svigtet i otte sager, der har stået på imellem et og syv år.
Politiassessor Bjørn Bay fra politimesterembedet oplyser, at det er usikkert, hvornår politiet har behandlet sagen færdig.
- Den skal både efterforskes, og vi skal have lavet en juridisk vurdering af sagen, siger han.
Lægen er gået til politiet, fordi han efter eget udsagn i flere måneder forgæves har forsøgt at få politikere og embedsmænd i tale om problemerne i Nanortalik.