Landsretten skal afgøre om boligafdeling må stævne Hjemmestyret

apriilip 08-at 2005 14:47

Beboerne i boligafdelingen 128 i Narsaq venter med spænding på en afgørelse fra landsretten.

I dag mødtes hjemmestyrets advokat og advokaten for boligafdelingen i Landsretten. Parterne er uenige om, hvorvidt boligafdelingen kan optræde som part og lægge sag an mod Hjemmestyret.

Boligafdelingen med bestyrelsen i spidsen vil sagsøge Hjemmestyret for at have opkrævet for meget kapitalafkast af lejerne af INI’s boliger. Opkrævningerne skulle have foregået fra 1995 til 2002. Dermed har lejerne penge til gode hos INI og Hjemmestyret, og på den baggrund beslutter bestyrelsen i boligafdelingen 128 i Narsaq at lægge sag an for at få pengene tilbage.

Ifølge formanden for boligafdelingens bestyrelse, Jens Væggemose har lejerne i afdeling 128 i gennemsnit godt 35.000 kroner til gode for de opkrævede kapitalafkast. Samlet er det cirka 1.000 lejere, der har boet i afdelingens boliger i perioden, hvor der er opkrævet for meget kapitalafkast. I alt har boligafdelingen betalt lidt over to millioner kroner for meget. Og det er de penge, som bestyrelsen i boligafdeling 128 vil gå rettens vej for at få tilbage.

Om boligafdelingen får lov at optræde som part og lægge sag an mod Hjemmestyret blev ikke afgjort i dag.