Få kommuner er blevet enige om posterne

apriilip 07-at 2005 16:03

Sammen med Nuuk er Nanortalik, Upernavik og Qasigiannguit kommuner indtil nu de eneste ud af 18 kommuner der er færdige med at fordele borgmester- og udvalgsposter. Resten er i fuld sving med sonderinger på kryds og tværs.

I Nanortalik får stationsleder Tage Frederiksen fra Siumut et comeback som byens førstemand. Tage Frederiksen var også borgmester i flere år fra slutningen af 70’erne og har indgået samarbejdsaftale med Demokraterne og IA og ikke med Atassut som var for grådige med hensyn til udvalgsposter.

I Upernavik er Siumut løbet med borgmesterposten. Den gik til Ole Thorleifsen, som også er landstingsmedlem. Siumut er gået i samarbejde med Atassut, mens IA er sendt ud i kulden, oplyser Siumut.

I Qasigiannguit kan stemmeslugeren fra Siumut Jess Svane smykke sig med borgmesterkæden. Og har indgået et bredt samarbejde på tværs af partierne.

Til gengæld sonderes der på kryds og tværs i nabokommunerne Narsaq og Qaqortoq, mens det ikke jager mere end det haster blandt Ivittuts tre nyslåede kommunalbestyrelsesmedlemmer.

I Narsaq manøvrerer stemmeslugeren fra Siumut, Kiista P. Isaksen igennem isfyldt farvand. Ni taburetter i kommunalbestyrelsen er nemlig besat med fire Simutter, tre fra IA og to fra Atassut.

I landets femtestørste kommune, Qaqortoq er der ikke så meget at rafle om. Med sine seks ud af 11 pladser HAR Siumut genvundet borgmesterstolen. Borgmesteren hedder efter alt at dømme Simon Simonsen der gerne vil forhandle en samarbejdsaftale med IA på plads.

I de to østgrønlandske kommuner har Siumut beholdt sit flertal i Tasiilaq, men mistet det i Illorqortormiut.

Her kan IA’s ene medlem Evald Brønlund strengt taget pege på sig selv medmindre Siumut og Atassut med hver to mandater finder sammen.

I Qeqertarsuaq fortæller siddende Siumut-borgmester Lars Karl Jensen at alt andet end Atassut kan gå an. Men her har Atassuts førstedame, Augusta Salling gode kort på hånden med sine 157 personlige stemmer og slås for sit politiske come back.

Slagsmålet om udvalgsposter foregår kun i de større kommuner. For kommuner med under fem medlemmer må slet ikke have nogen udvalg.

I de andre kommuner er det op til dem selv hvor mange udvalg de vil have udover det lovpligtige økonomiudvalg.

Det er også op til kommunalbestyrelsen hvor mange medlemmer kommunalbestyrelsen skal have. Men antallet skal godkendes af landsstyret - og en ændring kan vel at mærke kun ske i forbindelse med et kommunalvalg.

Ifølge KANUKOKA kan vi denne gang sagtens nå hen i maj før alle kommuner endelig er på plads.