Olieudslip i Sydgrønland

apriilip 06-at 2005 18:37

Elværket i Narsarmijit i Sydgrønland var den første april udsat for et større olieudslip på ca. 30 000 liter, meddelte Nukissiorfiit i dag.

- Bygdemaskinmesteren skaffede en båd så hurtigt han kunne, og sejlede derned for at se hvad der var sket, fortæller fungerende driftschef på elværket i Nanortalik Morten Mortensen.

Det viste sig, at der var sluppet 30 000 liter gasolie ud på gulvet og ud i indsejlingen til bygden.

Morten Mortensen understreger dog, at der hverken var eksplosionsfare, eller nogen større risiko for naturen, idet man begyndte oprydningsarbejdet med det samme.

- Det er jo miljøkatastrofen der kan ske, når der løber meget olie ud, og det var den vi skulle have stoppet med det samme, siger Morten Mortensen.

Hændelsen skyldtes en menneskelig fejl, men den fungerende driftschef kan ikke endnu sige, om det får konsekvenser for medarbejderen. Det er op til personaleafdelingen i Nukissiorfiit, siger han

Morten Mortensen orienterede med det samme Hjemmestyret om udslippet, som man skal i sådanne situationer.

Nukissiorfiit er her en lille uge efter færdige med at opsamle det olie, der ikke fordampede. Nu er de så ved at sikre sig, at en menneskelig fejl ikke kan opstå igen i Narsarmijit og resultere i udslip.