Store ændringer i den borgerlige lejr efter kommunalvalget

apriilip 06-at 2005 11:20

Kommunalvalget ændrede ikke ved styrkeforholdet mellem højre- og venstrefløjen, men der skete store forandringer i den borgerlige lejr.

Demokraterne stillede for første gang op til kommunalvalget og fik 13 procent af stemmerne. Det er helt som forventet, siger valganalytiker Henrik Skydsbjerg fra HS Analyse.

- De har fået et godt valg i Nuuk og Sisimiut, og i de øvrige kommuner har de fået mellem ti og 15 procent af stemmerne. Det svarer stort set til stemmetallene ved folketingsvalget. De har taget de løse borgerlige stemmer fra Atassut og Kandidatforbundet, siger han.

Vælgerflugten kan mærkes hos de to partier. Atassut gik fem procent tilbage og fik 19 procent af stemmerne.

- Fremtiden ser ikke lys ud for partiet, der har stillet deres kendteste politikere op til valget. De skal finde nogle nye politiske stjerner, hvis de vil videre, vurderer Henrik Skydsbjerg.

Kandidatforbundet blev halveret og har nu kun knap fire procents opbakning. Henrik Skydsbjerg vurderer, at det hænger sammen med, at den borgerlige liste næsten udelukkende bliver tegnet af formanden Anthon Frederiksen. Alligevel mener valganalytikeren ikke, at partiet er færdigt.

- De kan få de løse vælgere, der har stemt på Demokraterne, tilbage, hvis Kandidatforbundet opstiller nogle gode kandidater, og det viser sig, at Demokraterne ikke gør det godt, siger Henrik Skydsbjerg.

I den anden lejr gik Siumut 3,5 procent tilbage, men er fortsat det største parti med 41 procent af stemmerne. IA gik 2,3 procent frem og fik 23 procent af stemmerne.